BALMAIN


Præsentation:
”La Maison Pierre Balmain” blev startet af franske Pierre Balmain (1914 – 1982)[1] i 1945. Han studerede egentlig arkitektur på den anerkendte École Nationale Supérieure des Beaux-Arts i Paris, men fuldførte ikke sine studier. Han brugte i stedet sin tid på at lave kjoler. Inden Balmain fik startet sit eget modehus, arbejdede han for haute couture-mageren Molyneux og Lucien Lelong. Pierre Balmains tøj blev hurtigt populært, idet han blev kendt for at lave elegant og sofistikeret tøj. I starten så man smalle taljer og klokkeformede nederdele fra hans hånd. En stil som kom samtidig med, og som mindede om, Christian Diors ”New Look”. Balmain fik til opgave at klæde datidens berømtheder på, han skabte scenetøj til prominente skuespillerinder såsom Vivien Leigh, Mae West, Sophia Loren, Marlene Dietrich, Katherine Hepburn og Brigitte Bardot. På den måde blev hans kreationer udødeliggjort i klassiske film.
Den første Balmain-parfume ”Vent Vert” så dagens lys i 1947[2], to år efter grundlæggelsen. Pierre Balmain så muligheden for at sælge ready-to-wear i USA, hvor den første kollektion kom til i 1970’erne[3]. I dag har Balmain ikke længere licens til at lave haute couture, men har i stedet to ready-to-wear-linjer: Women’s Collection og Men’s Collection. Derudover er der Balmain Accessories og Balmain Perfumes.
Design-DNA/karakteristika:
Pierre Balmain var kendt for at have sagt: "dressmaking is the architecture of movement."[4] og det synspunkt kom da også til udtryk igennem hans tøj. Den design-DNA Pierre Balmain skabte, var elegant og ladylike og bestod af kjoler skåret med et rent snit, og de skræddersyede dragter var funktionelle og sofistikerede. Balmain demonstrerede et intelligent design, som netop viste indflydelse fra arkitekturens verden. Balmain gik allermest op i formgivningen og konstruktionen af et stykke tøj. Han sagde at nothing is more important in a dress than its construction”.[5]
Franske Christophe Decarnin, som blev hyret som chefdesigner i 2004, har æren for at kick-starte Balmains popularitet indenfor den mest prominente del af modeverdenen, efter at modehuset mistede pusten i 1990’erne . Decarnin gik i en ny retning, og glemt var den tidligere feminine og elegante stil, som huset i sin tid blev kendt for. Nu kom Decarnin på banen med tætsiddende jakker med skarpe skuldre, lårkorte kjoler med lange ærmer, sexede ankelstøvler og stramme læderbukser. Alt sammen med enten pailletter, store knapper, tynde guldkæder eller ekstravagante broderier. Gennemgående materialer i Decarnins kollektioner var læder, både til bukser og jakker, bomuld og silke i forskellige vævninger og teksturer til toppe, t-shirts og jakker. Decarnin brugte også forskellige vævninger med metaltråde eller store broderier i metalglinsende materialer. De gennemgående farver i kollektionerne var altid sort, guld og sølv, og så to-tre andre farver. Han brugte meget de samme styles og silhuetter i kollektionerne, men varierede dem ved at ændre farver eller metalbroderier- og mønstre. Hans mest kendte kollektioner kaldes for ”rock chic” eller ”military chic”, og de kollektioner viste, at det kunne være supereksklusivt at bære tøj med huller eller med et militært udtryk.
Christophe Decarnins stoppede som chefdesigner i 2011, og siden har Olivier Roustieng overtaget jobbet og skabt sin første kollektion for Balmain, nemlig den seneste kollektion, SS12. Rousteing har holdt fast i den stil, Decarnin skabte, og har bibeholdt signatursilhuetterne: Den lårkorte kjole med lange ærmer, de sexede, smalle ankelstøvler og selvfølgelig den figursyede jakke overstrøet med broderier, perler eller kæder. Roustieng har dog også valgt at finde tilbage til husets rødder og har skabt referencer i form af flere douce farver, et mere skræddersyet snit med lange bukser i mere eksklusive materialer end til jeans og et mere klassisk, feminint look.
Målgruppe:
Den yngre kvinde mellem 20-40 år. Tøjet har et ungt udseende, idet der er en stram silhuet, og der foregår meget på tøjet. Det ses i form at de mange detaljer og broderier. Tøjet ”larmer” meget, og henvender sig derfor til et publikum, som ikke er bange for at skille sig ud. Balmain er ikke et udbredt mærke, men er højtagtet for modeinteresserede in-the-know. Mærket har heller ikke en stor produktion, og har valgt ikke at bruge mange ressourcer på markedsføring, derfor ser man ikke reklamer for tøjet eller parfumerne i Vogue eller andre modemagasiner. Det er meningen, at tøjet skal sælge sig selv, og bevare sin eksklusivitet ved at være svært tilgængeligt. Tøjet er meget dyrt, og ligger prismæssigt i den højere ende indenfor luksusmærker. En klassisk og enkel blazer koster omkring 15.000 kr., en enkel læderjakke omkring 35.000 kr. og en læderjakke overstrøet med nitter fra SS12 ligger til 120.000 kr[6]. Det betyder, at antallet af kunder som har råd til Balmain, er få. Den høje pris betyder samtidig også, at der skabes en hype omkring mærket, da adgangen til Balmain-produkter er lille. En yderligere hype er kommet til, fordi kendte skuespillere såsom Gwyneth Paltrow og Jennifer Connelly har vist sig i de lårkorte og sexede Balmain-kjoler til filmpremierer, Beyoncé er set med en Balmain-jakke med militærlignende broderier og ikke mindst har stilikonet Sienna Miller vist sig i Balmain.
Refleksion:
Balmain var i 50’erne kendt som en af stjernernes favoritter når det gjaldt elegante kjoler. Balmain er nu blevet synonymt med overpyntede jakker, lårkorte kjoler med lange ærmer, stilletter med store krystaller, smalle, sorte ankelstøvler, stramme læderjeans, takket være Christophe Decarnin. Selvom han har æren for både at booste Balmains salgstal (i 2009 var salget steget med 74%[7]) og mærkets popularitet, har branchen spekuleret i, om grunden til at Decarnin forlod posten som chefdesigner, var fordi han ikke formåede at være nytænkende, men skabte samme slags kollektioner med de samme silhuetter, blot med få ændringer i form af andre farver, mønstre eller broderier. Andre har også spekuleret i, om Decarnin bevægede sig for langt væk fra mærkets oprindelige design-DNA, så man slet ikke kunne genkende det oprindelige Balmain med sin kvindelig elegance. Olivier Roustiengs første kollektion kunne i hvert fald tyde på, at folk bag mærket ønsker at Balmain skal vende tilbage til en mere feminin og elegant stil.



[1] http://www.balmain.com/en/histoire-maison-de-couture-balmain/
[2] http://www.balmain.com/en/parfum-vent-vert/
[3] http://www.infomat.com/whoswho/pierrebalmain.html
[4] http://tmagazine.blogs.nytimes.com/2009/01/28/cheat-sheet-architectural-fashion/
[5] http://tmagazine.blogs.nytimes.com/2009/01/28/cheat-sheet-architectural-fashion/
[6] http://www.luisaviaroma.com/index.aspx?#getData.aspx|CallType=ListOfProd&season=actual&gender=women&des=G5B&ListOfProdPage=1&ScrollTop=412





























Pierre Balmain, broderet kjole med mange fine detaljer, 1950-55, V&A Museum, London






Funktionel dragt fra Balmain - 1970'erne

Ingen kommentarer:

Send en kommentar